VEDLIGEHOLDELSE & RENGØRING AF GARDINER

TIPS, RÅD OG VEJLEDNING

RENGØRING AF GARDINER SÅ DE HOLDER LÆNGERE

Du kan få glæde af dine gardiner i lang tid, hvis du sørger for korrekt rengøring og vedligeholdelse. Vi har samlet de mest gængse tips til vedligeholdelse og rengøring af gardiner.

Rengøring af stofgardiner

Dine nye gardiner er lavet på specialmål, så de passer helt præcist til dine vinduer, og vi anbefaler derfor altid rens eller dampning af dine bløde stofgardiner, da almindelig vask kan få gardinet til at krympe mere.

Vælger du at vaske dine stofgardiner i vaskemaskinen, bør du bruge vaskemaskinens mest skånsomme program eller programmet til uldvask. Indstil temperaturen på max. 30 grader, og undgå kraftig centrifugering. Det er vigtigt, at vandstanden er høj, da en høj vandstand er med til at skåne stoffet. Er gardinerne lavet af et meget sart stof, kan du med fordel vaske dem i badekarret i stedet for vaskemaskinen.

Det er vigtigt, at stofgardinet dryptørrer og ikke tørres i tumbler. Hæng dem gerne i de rigtige folder, og sæt evt. et bånd omkring. Er gardinerne ikke helt glatte herefter, kan de stryges forsigtigt ved lav varme (max. 110 grader).

Rengøring af rullegardiner

Rullegardiner kan støves af med en blød børste eller en fjerkost. Du kan også støvsuge dem forsigtigt med støvsugerens lille mundstykke med blød børste.

Skal du rense rullegardinet for små pletter, kan du bruge en hårdt opvredet klud uden nogen former for rengøringsmidler. Sørg for at undgå vand på den eventuelt metalliserede bagside.

Rengøring af plisségardiner

Plisségardiner kan støves af med en blød børste eller en fjerkost. Du kan også støvsuge dem forsigtigt med støvsugerens lille mundstykke med blød børste – det sikrer, at du kommer ind mellem folderne.
Skal du rense gardinet for mindre pletter, så vask forsigtigt med en hårdt opvredet klud uden nogen former for rengøringsmidler. Tør derefter gardinet med en ren klud. Gentag dette, til pletten er væk. Husk at plisségardiner ikke må bukkes, foldes eller krølles.
Har du købt et plisségardin, anbefaler vi, at du jævnligt kører gardinet helt op, så plisseringerne holder sig flotte og skarpe længe. Hænger gardinet primært nede, er der risiko for, at folderne ”blødes” op.

Har du problemer med at køre gardinet op?

Er det sket, at gardinet ikke kører pænt op i plisseringerne, anbefaler vi følgende:

1. Træk gardinet meget langsomt op samtidig med, at du samler folderne én efter én.
Lad gardinet sidde i spænd helt oppe i to dage.

2. Har punkt 1 ikke hjulpet, anbefaler vi, at du trækker gardinet helt ud i fuld længde og fugter det meget let med en vandforstøver. Herefter gentager du punkt 1 og lader gardinet sidde i spænd i et par dage. Herefter vil det køre fejlfrit igen.

Rengøring af lamelgardiner

Du rengør lettest dine lamelgardiner ved enten at bruge en blød børste eller støvsuge ved svag styrke langs lamellerne med en børste på mundstykket.

Er lamellerne meget snavsede, anbefaler vi, at du bruger en hårdt opvredet klud uden nogen former for rengøringsmiddel. Det er vigtigt, at det foregår skånsomt, så lamellerne ikke krølles.

Har du lameller, der krøller og ikke hænger pænt, kan du føntørre dem glatte. Virker det ikke, kan du stryge dem med et strygejern ved lav varme (max 110 grader). Læg gerne et tørt viskestykke mellem strygejernet og lamellerne for at skåne gardinet.
Lameller med dagslysvæv stryges på bagsiden af lamellerne, mens lameller med mørklægning kun bør stryges på vævssiden.

Rengøring af persienner

Det kan virke uoverskueligt at skulle rengøre sine persienner, men det er faktisk ikke så vanskeligt. Især ikke hvis du, som med al anden rengøring, tager støv og skidt i opløbet.

Almindeligt støv fjernes lettest med en persiennnebørste, der kommer godt ind imellem lamellerne. Alternativt kan du bruge en blød børste på støvsugerens mundstykke, når du alligevel har den fremme.

Er der brug for en hovedrengøring, er det bedst med et bad. Læg persiennen forsigtigt i blød i lunt sæbevand nogle timer i badekarret, vask med en svamp eller blød børste. Tilsæt evt. lidt afspændingsmiddel til det vand, du skyller persiennerne i. Det forhindrer pletter efter vanddråber. Hæng persiennerne op, og lad dem tørre, inden du sætter dem tilbage i beslagene over vinduet.

LANGE STOFGARDINER ER FOR ALVOR TILBAGE I INDRETNINGEN

Finder du inspiration på Pinterest, boligmagasiner og boligprogrammer, har du sikkert set, at lange, bløde stofgardiner har gjort et kæmpe comeback!

læs artiklen her

Få vores gardinekspert hjem til dig

Bestil SEGA gardinbus til et uforpligtende møde i dit hjem. Vi går i dybden med dine behov, ideér og drømme, så du kan få de perfekte gardiner.

Bestil en gardinbus nu